Om vores pasningsordning

Vi hedder Lizette og Michael og sammen tilbyder vi pasning af børn 0-3 år i vores private pasningsordning i det sydøstlige Odense.

Vi er godkendt af Odense Kommune som private børnepassere for op til 10 børn. Der føres tilsyn af kommunen.

Lizette har været kommunal dagplejer i 10 år og privat børnepasser i 5 år, Michael har været privat børnepasser i 4 år, vi har derfor masser af erfaring med pasning af små børn. Det er vigtigt for os, at der er tid og rummelighed til hvert enkelt barn, alle børn har brug for accept og omsorg hver eneste dag, det vil vi på bedste vis bidrage til.

Minprivatepasningsordning er et privat pasningstilbud henvendt til børn fra ca 10 mdr til 3 år,  men også med mulighed for at forlænge pasningsperioden ud over de 3 år, hvis barnet ikke er klar til børnehave eller I bare ønsker han/hun skal være i dagpleje lidt længere.

Hos os skal dit barn først og fremmest være tryg, have omsorg og føle sig værdsat. Dit barn får en stille og forudsigelig hverdag med plads til fordybelse og leg - dagen tilrettelægges ud fra børnenes alder og behov.

Vi prioterer højt at børnene skal have naturoplevelser, sanseoplevelser og udvikle deres sociale kompetancer i forhold til andre børn. Derimod skal man ikke forvente, at barnet har en masse "klippe klistre ting" med hjem, da vi vægter processen højere end selve produktet når vi arbejder kreativt, det kan fx være at bygge huse i sandkassen, tegne med sten på fliserne, kaste pinde i åen, krølle blade sammen, samle snegle som sættes ud igen osv.

Vi er en naturdagpleje, det betyder bl.a at vi hver eneste dag er udenfor i den friske luft og natur og dit barns motorik og sansemotorik vil blive styrket gennem leg og udforskning af naturen.

Vi serverer fortrinsvis økologisk mad og har fokus på at børnene får en sund og næringsrig kost. Vi besøger flere gange om ugen dyrene i nærområdet, køer, får, ænder mv og tager et par gange om året på udflugt fx til den fynske landsby, odense dyrskue eller andre begivenheder.

Vi har selv 3 børn, Sofie 27, Jonas 24 og Magnus 20. Vi har desuden 3 fredelige katte og masser af kælekaniner.

Vores 150 m2 hus er beliggende i rolige omgivelser tæt på skov, å, køer, får, ænder og i det hele taget skøn natur. Vi har en stor have og et dejlig lukket legeområde med bl.a sandkasse. Vi har plads til, at din barnevogn kan blive stående hos os både i hverdagen og i weekenden, hvis du ønsker det. Børnene kan færdes i en stor del af vores hjem og der er indrettet et legeværrelse til legetøj og hygge.

Vi er naturligvis 100 % røgfri

 

Værdisæt og målsætninger:

  • At barnet føler sig værdsat og tryg
  • At udvikle barnets personlighed og selvværd
  • At støtte barnets sociale kompetancer, være en god ven osv.
  • At barnet bliver selvhjulpent
  • At barnet lærer at færdes i og med respekt for dyr, miljø og naturen
  • At udvikle barnets sprog og dannelse
  • At skabe gode læringsmiljøer som inspirerer børnene til at lege
  • At børn har krav på mest mulig tid sammen med sine forældre

Lyder det som noget for jer, så glæder vi os til at høre fra jer og byde jeres barn velkommen.

 

 


 

Relevante kurser, uddannelse og erfaring:

Grundkursus dagplejer Odense kommune ( Lizette )

10 år som kommunal dagplejer ( Lizette )

Førstehjælpskursus børn

Barnets sansemotoriske udvikling

DGI børn gymnastikursus ( 8 års erfaring som instruktør i børnegymnastik )

De 10 kostråd

Hygiejnebevis

Grønne spirer, kriple kraple kursus

De pædagogiskelæreplaner udeliv, grønne spirer kursus

 

 

 

Hvis du har lyst så besøg også min hjemmeside hvor jeg sælger naturlig ansigtspleje i form af ægte krystalsten www.gua-sha.dk